Beslutningen om at anbringe et barn uden for hjemmet er indgribende og kan have stor betydning for barnets trivsel og langsigtede livsudsigter. Det er velkendt, at der er  stor forskel på, hvor mange børn forskellige kommuner anbringer, for det hænger blandt andet sammen med, om kommunerne har mange udsatte familier. Men det er nyt, at forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - nu kan påvise, at der også er stor forskel på, om danske kommuner vurderer, at samme type underretning på børn i samme livsomstændigheder skal føre til en anbringelse. Det kan være problematisk, siger Michael Rosholm, professor ved TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, som sammen med ph.d.-studerende samme sted Nikolaj Noer Poulsen og seniorforsker Anne Marie Villumsen fra VIVE står bag forskningsstudiet:

”Der er mange faktorer, som har betydning for den endelige beslutning om, hvorvidt en anbringelse uden for hjemmet er den bedste hjælp for et barn i en svær livssituation. Men vores analyse viser, at selv når man statistisk tager højde for risikofaktorer hos børnene og deres familier og for en række kommunale forhold, er der stadig betydelig forskel blandt kommunerne. Det kalder på, at kommunerne kritisk overvejer, hvordan de træffer beslutninger i disse vanskelige og ofte komplekse sager, så børn, uanset hvor de bor i landet, kan være sikre på, at få en ensartet sagsbehandling og den bedst mulige hjælp.”

Kommunerne agerer anderledes end forventet

Forskningsstudiet, som netop er publiceret i det internationale tidsskrift Child Abuse & Neglect, er baseret på 52.649 underretninger om 27.341 børn fra 94 danske kommuner i perioden 2016 til 2017. Ved hjælp af maskinlæring har forskerne udviklet en statistisk model, der med 86 pct. præcision kan forudsige, om et barn anbringes uden for hjemmet indenfor et år efter, at underretningen er foretaget. Modellen er baseret på en lang række risikofaktorer som for eksempel familiens socioøkonomiske status, familiens flytninger mellem kommuner, barnets mentale og fysiske helbred og familiens historik i forhold til forebyggende foranstaltninger i hjemmet. 

Ved hjælp af risikomodellen og data fra Danmarks Statistik har forskerne beregnet, hvor stor en andel af underretningerne i hver kommune, der statistisk set burde have ført til, at barnet var blevet anbragt uden for hjemmet. Sammenholdes dette med den faktiske andel af anbringelser i kommunerne, viser resultaterne, at anbringelsesraten i 46 pct. af kommunerne er signifikant anderledes, end hvad man skulle forvente, siger Michael Rosholm og uddyber:

”Der er en betydelig variation i kommunernes beslutningstagning efter en underretning, som spænder over, at andelen af anbringelser i nogle kommuner ligger 7 pct.-points under det forventede og i andre kommuner 16 pct.-points over det forventede. Det kan være kritisk, når man betænker, at kommunerne er underlagt den samme lovgivning, der gerne skulle sikre børn i vanskelige livssituationer de samme muligheder for hjælp.” 

Forskelle skyldes ikke kommunale forhold

Forskerne har undersøgt, om den kommunale variation i beslutningstagningen kan skyldes kommunale forhold, som i andre undersøgelser har vist sig at have sammenhæng med omfanget af anbringelser i en kommune. For eksempel generelle socioøkonomiske forhold i kommunen, kommunale udgifter til skole, dagtilbud og det sociale område eller den politiske sammensætning af byrådet. De har dog ikke fundet, at nogle af de undersøgte forhold kan forklare den tilbageværende variation, der er i anbringelsesraterne på tværs af kommunerne efter korrektion for individuelle og familiemæssige forhold, og det kan ifølge Michael Rosholm tyde på, at andre mindre målbare forhold som lokale organisationspraksisser og usikkerheder i vurderingerne spiller en central rolle i kommunernes beslutningstagning: 

”Noget af variationen skyldes selvfølgelig, at kommunerne i de børnefaglige undersøgelser, der foretages efter en underretning, bliver opmærksomme på forhold hos barnet, familien og omgivelserne, som gør, at udfaldet bliver anderledes, end hvad man statistisk ville forvente. Men da variationen i kommunernes beslutningstagning er så stor, ville jeg som kommune interessere mig for, hvad lokale organisatoriske faktorer som for eksempel myndighedspolitikker, ressourcer, arbejdsbelastning og  arbejdskultur betyder for deres håndtering af underretninger og den endelige beslutning om at anbringe eller ikke anbringe et barn uden for hjemmet.”