Leg og snak om rim og remser kan styrke de mindste børns sproglige fundament
Fra i dag kan man på DR Minisjang se den nye serie ”Børstes Rim og remser”. DR, Centralbibliotekerne og TrygFondens Børneforskningscenter har udviklet en række inspirationsmaterialer med gode ideer til, hvordan forældre og pædagogisk personale kan snakke og lege med Børstes rim og remser på en sjov og hyggelig måde, der styrker barnets sproglige fundament.
Hvis oprydning, negleklipning og hårvask den kommende tid bliver en smule sjovere og måske akkompagneres af rim og fagter, er der en god grund. Fredag d. 4. oktober lancerer DR Minisjang nemlig den nye serie ”Børstes rim og remser”, hvor den kendte børnefigur Børste over 15 afsnit vil introducere en række remser, der skal inspirere børnene til at lege med ordlyde, rim, remser og rytmer. Der er både helt nyskrevne remser om velkendte hverdagsaktiviteter som de nævnte, og remser fra mors og fars og bedsteforældrenes barndom, som nu får nyt liv for de mindste.
DR, Centralbibliotekerne og TrygFondens Børneforskningscenter har udviklet inspirationsmaterialer til, hvordan man kan lege videre med rim og remser i dagtilbud og derhjemme. Det er der god mening i, for leg med rim og remser kan være en genvej til at styrke både barnets lydlige opmærksomhed og ordforråd, fortæller professor Dorthe Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet, som har bidraget til udviklingen af det omfangsrige inspirationsmateriale:
”At have godt styr på sprogets lyde er vigtigt, for at barnet kan høre forskel på – og dermed lære – nye ord, fx tand og sand. At lege med sprogets lyde og med sproget generelt, er også vigtigt for børns nysgerrighed på sprogets form. Det hjælper dem til så at sige at se på sproget udefra. Børn, der er gode til rim, har også typisk et større ordforråd og andre vigtige sproglige kompetencer.”
Forældre er de vigtigste rollemodeller for børn
På DR Spire dr.dk/børstesrim er der en side til henholdsvis pædagoger og forældre, hvor de kan finde inspirationsmaterialer til at lege videre med rim og remser. På landets biblioteker lever Børstes Rim og remser videre suppleret med et rigt udvalgt af gode bøger med rim og remser og inspirationsmaterialer på Bibliotekernes Sprog- og læsespor. Og på TrygFondens Børneforskningscenters projektside om Vi lærer sammen til forældre, kan forældre finde tips til gode samtaler med deres barn med udgangspunkt i Børstes rim og remser.
Sprogtipsene giver blandt andet forslag til gode ord fra Børstes rim og remser, som man kan snakke med sit barn om. Ordene er udvalgt på baggrund af forskning om, hvilken type ord, børn har brug for at blive præsenteret for, for at få et veludviklet ordforråd. Ved at lege med rim og remser og snakke om gode ord kan forældre nemlig på en sjov og hyggelig måde være med til at skabe det bedste fundament for senere læring, fortæller Dorthe Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter:
”For det lille barn foregår sprogtilegnelsen ubevidst. Men at have rige samtaler om noget, der optager barnet, og at have en legende tilgang til sproget, fx ved at lege med rim og remser, er med til at skabe et fundament for barnets sprog og senere læring, især læsetilegnelsen, hvor børn skal forbinde sprogets lyde med bogstaver. Som forældre er vi de vigtigste rollemodeller for vores børn, også sprogligt.”
Børstes rim og remser er en del af projektet ”Alle ord tæller”, hvor DR sammen med Centralbibliotekerne, TrygFondens Børneforskningscenter og en række andre samarbejdspartnere er gået sammen om at undersøge, hvordan man kan styrke læselysten og fremme læsekulturen blandt alle Danmarks børn i alderen 1-14 år.
Kontakt:
Dorthe Bleses, professor, TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, Mail: bleses@cc.au.dk, Mobil: 93 50 83 54
Læs mere:
Vi lærer sammen og alle ord tæller
Se og hør Børste rim og remser
Børstes rim og remser: Temaside til pædagoger og forældre
Centralbibliotekerne: Alle ord tæller: Formidlingsmateriale til "Børstes rim og remser"