Fra Agger til Aakjær: Få inspiration til sjov og engagerende højtlæsning, når 12 kendte danskere læser højt for ”Orm”

Højtlæsning kan både være sjovt og rart og styrke børns sprog og læselyst. Derfor har DR, Centralbibliotekerne og TrygFondens Børneforskningscenter udviklet temaet ”Læs med Orm”, hvor kendte danskere læser højt for Minisjang-karakteren Orm og bruger forskningsbaserede tricks til at engagere Orm sprogligt i samtaler om bøgerne. Det skal inspirere forældre og pædagogisk personale til højtlæsning og gode snakke derhjemme og i barnets dagtilbud.

DR Minisjang har skudt hul på 2025 med temaet Læs med Orm, hvor 12 kendte danskere læser nye danske børnebøger op for Minisjang-karakteren Orm. Det foregår i en hyggelig lænestol, og før og under læsningen har Orm og den kendte højtlæser gode samtaler om bogens forside, handling eller finurlige ord, de støder i teksten. Hver episode slutter af med et par spørgsmål, som gør det lettere for barnet at leve sig ind i historien eller relatere den til sin egen hverdag, og som man kan bruge til at snakke videre om bogen derhjemme eller i barnets dagtilbud.

Formålet med ”Læs med Orm” er at inspirere til højtlæsning og give forældre og dagtilbud gode ideer til, hvordan de kan gribe højtlæsningen an, så det bliver en sjov og hyggelig fælles oplevelse, der samtidig styrker børns sprog, forståelse og ordforråd. Forskning viser nemlig, at det styrker børns sproglige udvikling, hvis den voksne inddrager barnet aktivt i samtaler om bogens indhold, fortæller professor Dorthe Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet:

 ”Når børnene tager aktivt del i samtalen om det læste, så aktiverer og udvider det børnenes sprog. Når vi voksne for eksempel spørger børn om, hvad bogen handler om ud fra billedet på forsiden, eller når vi beder dem digte videre på fortællingen øger vi ikke bare børnenes engagement og nysgerrighed - vi styrker samtidigt deres sprogudvikling. Når vi samtaler om bøger, får vi også en fælles oplevelse om bøgernes indhold og vores egne erfaringer, der giver en følelse af nærvær og kan styrke relationen. Det hele er vigtigt for både læselysten og for at blive en dygtig læser på sigt.” 

Tips og ideer til forældre og dagtilbud

DR, Centralbibliotekerne og TrygFondens Børneforskningscenter har udviklet inspirationsmaterialer til, hvordan man kan snakke om bøgerne i dagtilbud og derhjemme på en måde, så det understøtter børnenes sprog og læselyst.

På DR Spire kan man finde inspiration og materialer til både forældre og pædagoger. På TrygFondens Børneforskningscenters projektside om Vi lærer sammen til forældre kan man finde forskningsbaserede sprogtips med gode ideer til, hvordan man kan snakke med sit barn om bøgernes indhold efter episoderne. Og på Bibliotekernes Sprog- og Læsespor kan man finde inspiration til andre gode børnebøger om samme emner som i ”Læs med Orm”.

”Læs med Orm” er en del af projektet Alle ord tæller, hvor DR sammen med Centralbibliotekerne, TrygFondens Børneforskningscenter og en række andre samarbejdspartnere er gået sammen om at undersøge, hvordan man kan styrke læselysten og fremme læsekulturen blandt alle Danmarks børn i alderen 1-14 år. Alle ord tæller er støttet af TrygFonden.

Kontakt:

Dorthe Bleses, professor, TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, Mail: bleses@cc.au.dk, Mobil: 93 50 83 54

Læs mere:

Nyt fra DR: Bamse, Birthe og Bertelsen læser højt med ”Orm”

 

Nyhedsarkiv