Tidligere fik langt de fleste nyankomne elever basisundervisning i modtagelsesklasser i den første tid efter deres ankomst til Danmark. I de senere år er flere og flere af landets kommuner imidlertid begyndt at indskrive nyankomne elever direkte i almenklasser. Men hvilken tilgang til undervisning af nyankomne elever er mest hensigtsmæssig for hvilke grupper af elever? Afhænger det af, om vi ser på elevernes trivsel, deres socialisering, deres sproglige udvikling eller deres faglige udvikling?
Periode: 2022-2024
Målgruppe: Elever med indvandrerbaggrund, der var minimum 5 år på indvandringstidspunktet, og er indskrevet i kommunale folkeskoler.
Forskning: Projektet undersøger ved hjælp af en sprogtest, spørgeskemadata og registerdata betydningen af det kommunale undervisningstilbud til nyankomne elever for elevernes trivsel, socialisering samt sproglige og faglige udvikling. Projektet er uddybet i denne projektbeskrivelse.
Partnere: TrygFondens Børneforskningscenter ønsker at indgå samarbejde med kommuner over hele landet om forskningsprojektet.