Nest

Nest

Nest-klasserne er et projekt igangsat af Århus Kommune med inspiration fra Nest-programmet i New York (se Cohen and Hought, 2013). Evalueringen skal være med til at udvikle og kvalificere kommunens videre arbejde med at udvikle Nest-programmet med henblik på justeringer og tilpasninger, før en eventuel udrulning af programmet til kommunens øvrige skoler. I Nest-klassen undervises fire børn med autisme spektrum forstyrrelser (ASF) sammen med 12 jævnaldrende børn, og undervisningen varetages af to voksne i en tolærerordning. Betegnelsen Nest-klasse kommer af den trygge rede, som denne struktur forventes at give børnene.

I Nest-klasserne undervises der samtidig efter specialpædagogiske metoder, som er baseret på de behov som børn med autisme spektrum forstyrrelser har. Det gælder særligt behov for struktur og forudsigelighed, nedbrydning af information, forarbejdningstid samt selvreguleringsmetoder og støttet interaktion med jævnaldrende (Cohen and Hought, 2013). Selvom programmet særligt tilgodeser behovene hos børn med ASF, forventes alle børn at have gavn af principperne. Børnene forventes at fortsætte i Nest-klasserne gennem hele deres skolegang.

TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet, forestår evalueringen af 1. årgang Nest-klasser, som havde skolestart i skoleåret 2016/2017. Evalueringen beskriver børnene i Nest-klasserne og deres faglige og sociale udvikling i løbet af det første skoleår. Vi følger både børnene med autisme spektrum forstyrrelser og deres klassekammerater, og vi sammenligner deres faglige og sociale udvikling med jævnaldrende børn i kommunes øvrige børnehaveklassetilbud. Sammenligningsgruppen er sammensat af børnene fra kommunes tre specialbørnehaveklasser (22 børn), og af tre udvalgte almene børnehaveklasser med inkluderede børn (73 børn). Udgangspunktet for statusevalueringen er et forholdsvis lille elevantal over en forholdsvis kort tidsmæssig periode. Selvom det tilstræbes at sammenligne Nest-klassernes udvikling med sammenlignelige børn i andre klasser, er det på det foreliggende grundlag meget svært at isolere den reelle effekt af Nest-programmet. Børnene i Nest-klasserne kan adskille sig fra de andre børn på måder, som der ikke kan tages højde for statistisk.

Denne evaluering kan derfor kun betragtes som det bedst mulige bud på betydningen af Nest for, om børnene udvikler sig og trives som forventet. Evalueringen kan være med til at give et billede af, hvor programmet lykkes og hvor det skal justeres. Evalueringen skal således være med til at udvikle og kvalificere kommunens videre arbejde med Nest-programmet. En egentlig effektevaluering af Nestprogrammet vil kræve et større lodtrækningsforsøg.

Periode:

2016-2019.

Målgruppe:

0. klasseselever med autisme (ASF) og deres klassekammerater.    

Antal deltagere:

Ca. 125.

Indsats:

I hver af de to Nest-klasser på Katrinebjergskolen er der i 0. klasse fire børn med autisme spektrum forstyrrelser (ASF) og 12 almene børn. Børnene bliver i klassen frem til 9. klasse. Der optages løbende flere børn indtil 6. klasse, hvorefter elevantallet på 24 (heraf 6 elever med ASF) i hver klasse fastholdes. De inkluderede børn med ASF bliver nøje valgt ud fra, at de forventes at kunne følge med i de normale faglige lærerplaner med støtte og at kunne blive i Nest-klassen frem til 9. klasse.

Ud over reduceret klassestørrelse er Nest bl.a. baseret på co-teaching-principper, øget inddragelse af forældre samt kontinuerlig sparring mellem og coaching af undervisere og ledelse på Katrinebjergskolen.

Selve indholdet i Nest-undervisningen er baseret på principperne i det amerikanske moderprogram. Programmet er baseret på de behov som børn med ASF har for:

  1. Struktur, sammenhæng, forudsigelighed,
  2. Nedbrydning af information,
  3. Betænkningstid,
  4. Selvreguleringsinstrukser,
  5. Støttet interaktion med jævnaldrende.
Principper som alle børn formodes at have gavn af.     

Forskning:

Nest bliver evalueret ved at sammenligne med andre børnehaveklasser i Aarhus. I indsatsgruppen er de otte Nest-børn og deres 24 klassekammerater fra de to Nest-børnehaveklasser på Katrinebjergskolen. Sammenligningsgruppen er sammensat af børnene i Aarhus Kommunes tre specialbørnehaveklasser (ca. 21 børn), og af tre udvalgte almene børnehaveklasser med inkluderede børn i Aarhus Kommune (ca. 70 børn i alt). Designet kan kun give indikatorer på, hvordan børnene i Nest-klasserne har udviklet sig sammenlignet med udviklingen for børn med lignende behov i kommunens alternative tilbud (specialklasser og almenklasser med inkluderede elever).

Partnere:

Aarhus Kommune og New York University.

Resultater:

De første resultater forventes i 2017.

Publikationer

Nest-rapport

I pressen

Ingen emner.

Øvrige links

Om Nest på New York Universitets hjemmeside.

Om Nest på Aarhus Kommunes hjemmeside.