Videnskab.dk: Forskere: Folkeskolen bør teste elevernes personlighed

Personlighed har lige så stor indflydelse på, hvor godt børn klarer sig i livet som karaktergennemsnit, viser forskning. Derfor bør folkeskolen teste elevers personlighed, lyder det fra forskere. Lærerne er dog skeptiske overfor idéen. (Videnskab.dk)

Hvis du har en tendens til at være meget bekymret, eller hvis du ikke er særlig disciplineret i dit daglige arbejde, så er der større sandsynlighed for, at du klarer dig mindre godt i livet.

De to personlighedstræk har sammen med andre karaktertræk som åbenhed, venlighed og udadvendthed vist sig at påvirke væsentlige forhold i livet. Det gælder eksempelvis folks evne til at lære, deres helbred, deres risiko for at blive kriminel og deres levetid. 

Derfor foreslår forskere fra TrygFondens Børneforskningscenters forskningsnetværk, at børns personlighed bliver målt, når de går i skole. Det vil kunne hjælpe lærerene til at arbejde mere målrettet med børnenes trivsel, siger adjunkt Miriam Gensowski i en længere artikel om emnet til videnskab.dk.

Adjunkt Steven Ludeke fortæller i samme artikel, at personligheden er mest fleksibel i barndommen, og derfor er det vigtigt at starte tidligt i livet med at påvirke børnenes personlighed og sociale kompetencer.

I et forsøg, som professor og centerleder ved TrygFondens Børneforskningscenter, Simon Calmar Andersen, er i gang med i øjeblikket, forsøger han og hans kolleger at styrke børns ihærdighed. Til videnskab.dk roser han ideen om at måle skolebørns personlighed:

"Personlighedstest er ikke den eneste vej til lykke, men det er et godt redskab, når lærerne skal understøtte læring og trivsel."

Nyhedsarkiv