Læs med dit barn – også med dit plejebarn

Anbragte børn halter efter, når det gælder kognitive kompetencer og sprogudvikling – områder, som er afgørende for skolegang, uddannelse og fremtidig karriere. Det vil forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter og Videnscenter for Anbragte Børn og Unge gøre noget ved gennem at støtte plejefamilierne i at læse sammen med børnene fra de er små.

Foto: Colourbox.com

I håb om at styrke anbragte børns kognitive kompetencer og sprogudvikling igangsætter forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus BSS et højtlæsningsforløb for anbragte børn i alderen 3-6 år. Projektet laves i samarbejde med 14 kommuner og Videnscenter for Anbragte Børn og Unge (VABU) i Københavns kommune og er finansieret af TrygFonden.

”Der er rigtig meget fokus på anbragte børns generelle trivsel, men lige så vigtigt er disse børns kognitive kompetencer og deres sprogudvikling. Begge ting er meget vigtige for deres uddannelse og muligheder videre i livet,” siger Dorthe Bleses, professor og leder af projektet. 

Anbragte børn præsterer betydeligt under deres potentiale, sammenlignet med ikke-anbragte børn og tidligere forsøg har vist, at børns sprogudvikling og før-skriftlige kompetencer kan styrkes gennem fælles læsning og samtale sammen med deres omsorgsgiver. Det er vigtigt at sætte ind tidligt for at opnå den ønskede effekt.

Det langsigtede mål for forskerne er at gøre børnene i stand til at tage en uddannelse, så de kan forsørge sig selv, i stedet for at leve af velfærdsydelser, hvilket, i fald det lykkes, vil være en stor gevinst for børnene selv og på sigt også for samfundet.

Børn skal stimuleres og snakkes med

”Vi mangler forskningsbaseret viden om, hvordan plejefamilier kan støtte sprogudviklingen hos plejebørnene. Det gælder både herhjemme og internationalt. Derfor samarbejder vi nu med 14 kommuner og VABU omkring denne indsats, som forhåbentlig vil styrke de anbragte børn. Projektet er det første af sin art i Danmark for førskolebørn på 3-6 år,” siger Dorthe Bleses.

Gode resultater fra andre læseprojekter, såsom ’READ – sammen om læsning’, som Simon Calmar Andersen fra Aarhus BSS har udviklet sammen med kolleger, er baggrunden for, at forskerne satser på denne intervention for at hjælpe de udsatte børn. READ har vist sig at være effektiv på førskolebørn uafhængig af socioøkonomisk status, på børn med etnisk minoritetsbaggrund og har også givet positive resultater på udsatte børn, som dog var ældre, end de børn, der nu skal hjælpes. READ synes derfor at være et oplagt valg.

”Vi håber også på, at indsatsen i projektet kan bidrage til at øge børnenes chancer for at klare sig bedre i skole og uddannelsessystemet på sigt,” siger Line Klyvø, projektleder fra VABU.

Det er hyggeligt at læse sammen

Ideen med READ er, at plejeforældrene læser højt for og med deres plejebarn og taler med barnet om, hvad de læser, f.eks. ved at stille spørgsmål til barnet før, under og efter læsningen. Desuden at de tager sig tid til at besvare spørgsmål fra barnet og i det hele taget sørger for, at det bliver en hyggelig oplevelse at læse sammen.

Børnene bliver herefter målt på deres sprogforståelse, ihærdighed og sociale udvikling. I tillæg vil VABU interviewe plejefamilierne om deres oplevelser af læseforløbet, så de forhåbentlig kan arbejde videre med READ sammen med nye plejefamilier.

”Hvis vi efterfølgende skal anbefale vores plejefamilier at læse efter metoden, er det væsentligt at få indblik i, hvordan plejeforældrene oplever at læse med inspiration fra metoden. Dette for at finde frem til, om metoden giver mening for dem i praksis, hvordan plejefamilierne omsætter metoden konkret, samt indblik i, hvilke barrierer der evt. kan være. Ligeledes er det interessant at få belyst højtlæsning set fra børnenes perspektiver: Hvad synes børnene om læsningen?” siger Line Klyvø, projektleder fra VABU.

Plejefamilierne skal tro på børnenes evner

Den største barriere i forhold til vellykkede resultater er ikke børnene selv, men derimod deres omsorgspersoner. I tillæg til manglende engagement og motivation kan omsorgsgivernes manglende tro på barnets evner spille en afgørende rolle:

”Der er en tendens til at voksne omkring de anbragte børn underestimerer børnenes kognitive evner. Det skal man lade være med. Hvis de støtter børnene i læsning, kan det frembringe positive resultater,” siger Dorthe Bleses.

Line Klyvø supplerer:

”Vi har nogle meget engagerede og dygtige plejefamilier, som allerede gør meget for at styrke børnenes læring, udvikling og trivsel. De, der læser for børnene i forvejen, kan gennem projektet få yderlig inspiration til, hvordan de kan læse højt på en systematisk måde, hvor dialoger med barnet undervejs er i fokus. De, der ikke har så meget tradition for højtlæsning, kan hente inspiration til, hvordan de kan begynde at læse med barnet. Forhåbentligt får de derigennem øje på de potentialer for hyggeligt samvær og læring, der ligger i børnelitteraturen. Udover at højtlæsning kan bidrage til barnets sproglige udvikling, kan højtlæsning jo også være kilde til positive fælles oplevelser og til styrkelse af relationen mellem barnet og den voksne.”

Kontakt: 
Dorthe Bleses, professor
TrygFondens Børneforskningscenter
Aarhus BSS, Aarhus Universitet
bleses@cc.au.dk
Mobil: 93 50 83 54

Line Klyvø, projektleder
Videnscenter for anbragte Børn og Unge
Københavns Kommune
WM46@kk.dk
Mobil: 21 35 46 82

Nyhedsarkiv