Godt med leg og læring i vuggestuen

Børn er født til at lære, og allerede i den tidligste barndom er der en mulighed for at gøre en positiv forskel for børns udvikling. Ikke alle børn har samme adgang til rige læringsmuligheder, og forskning viser, at det kan få negative konsekvenser for barnets tidlige læring og senere livsmuligheder. For personlige, sociale, kognitive og sproglige kompetencer grundlægges nemlig tidligt i livet og spiller en stor rolle for tilegnelsen af ny læring. Samtidig er barndommen det tidspunkt hvor det er allernemmest at understøtte udviklingen. Hvis vigtige år af børns liv tabes på gulvet, er det svært at samle dem op senere.

Derfor arbejder 88 vuggestuer i seks kommuner med projektet Leg og Læring i Vuggestuen. Projektet klæder i en 4-måneders periode pædagogerne på til at indgå i samtaler med børn, der er rige på de læringsmuligheder, der er vigtige for børnenes tilegnelse af sprog, matematik og ihærdighed (dvs. deres opmærksomhed og engagement i lege og opgaver, følelsesmæssig regulering mm.). Udviklingen af indsatsen har taget udgangspunkt i en omfattende international forskning. Den viser, at interaktioner, som både understøtter børn følelsesmæssigt og udfordrer dem læringsmæssigt, styrker børns læring. Kernen i indsatsen er at give pædagogerne redskaber, der skal støtte dem i at inddrage børnene aktivt i vedkommende og lærerige samtaler -uanset det enkelte barns udgangspunkt. Sammen med pædagogerne er der udvalgt en række temaer, ord og begreber, der er relevante for børns liv med tilhørende billedmaterialer til børnene. Det er pædagogerne selv, der udvælger, planlægger og gennemfører aktiviteterne inden for hvert tema med udgangspunkt i deres pædagogiske viden og erfaring med de enkelte børn. For tidligere forskning i børnehaver har nemlig vist, at det giver det bedste resultat. Udover sådanne fordybelsesaktiviteter lægges der i indsatsen vægt på, at pædagogerne udnytter de almindelige daglige rutiner til at have gode samtaler med børnene samt laver udforskningszoner på stuerne, der skal vække børnenes nysgerrighed og glæde ved at møde nyt. Indsatsen evalueres i et lodtrækningsforsøg af TrygFondens Børneforskningscenteret, ledet af professor Dorthe Bleses, Aarhus universitet. Sidste år offentliggjorde forskerne bag Leg og Læring i Vuggestuen resultater fra to projekter for 3-6 årige børn (SPELL og Fart på Sproget), gennemført i samarbejde med pædagogerne i næsten 300 børnehaver. Børnene blev i disse projekter evalueret på deres sprogtilegnelse. Resultaterne viste, at to ugentlige aktivitetsforløb á en halv time i 4 måneder fremmer børns sprogfærdigheder med, hvad der svarer til op til 3,5 måneds læring. Det var særligt opløftende, at indsatserne også var virkningsfulde for socialt udsatte børn. Undervejs skulle nogle pædagoger gennemføre forløb med børnene, hvor aktiviteterne var fastlagt på forhånd, mens andre selv skulle finde på aktiviteter til at arbejde med konkrete læringsmål (som fx at kunne høre, når ord rimer, eller kunne huske, hvad en historie begyndte med). Det viste sig, at udbyttet for børnene var bedst, når pædagogerne selv valgte aktiviteter, det såkaldte ”åbne curriculum”. Disse positive resultater har inspireret den igangværende undersøgelse i vuggestuen for de mindste børn. Resultatet af evalueringen af Leg og Læring i Vuggestuen forventes offentliggjort i slutningen af 2016. Spørgsmål om forsøg om Leg og Læring i Vuggestuen kan rettes til Dorthe Bleses, bleses@au.dk, tlf. 93 50 83 54. Læs mere om resultaterne fra børnehaveprojekterne, SPELL og Fart på Sproget her.

Nyhedsarkiv