Nudging på uddannelsesområdet

Kan børn, unge og deres forældre nudges til at træffe bedre og mere langsigtede uddannelsesmæssige beslutninger? Det er velkendt, at menneskers beslutningsprocesser påvirkes af en række adfærdsmæssige barrierer - så som begrænset selvkontrol, begrænset opmærksomhed, status-quo bias osv. Uddannelsesmæssige beslutninger synes ikke at være en undtagelse, da mange vigtige valg her træffes af børn og unge, hvis hjerner stadig er under udvikling, og derfor er særligt påvirkede af adfærdsmæssige barrierer. Nudging værktøjer (f.eks. brug af deadlines, nye defaults og brugen af påmindelser), har i andre sammenhænge vist sig at være billige og effektive redskaber, når adfærdsmæssige barrierer spiller en rolle for beslutningsprocesser. Men er dette også tilfældet på uddannelsesområdet?    

Periode:

2016-2017.

Målgruppe:

Børn, unge, lærere og forældre, der har deltaget i nudging indsatser.

Antal deltagere:

Deltagere i tidligere nudging indsatser udført på uddannelsesområdet.

Indsats:

På TrygFondens Børneforskningscenter laver vi en litteraturgennemgang af indsatser, der på forsøgsbasis anvender nudging eller relaterede adfærdsmæssige redskaber til at ændre adfærd på uddannelsesområdet.  Hensigten er at afdække, hvornår og under hvilke forudsætninger de forskellige adfærdsmæssige redskaber er effektive.

Forskning:

Litteraturgennemgangen medtager allerede gennemførte randomiserede forsøg som anvender nudging eller relaterede adfærdsmæssige redskaber som f.eks. boost policies, der skal forbedre de studerendes evne til at træffe aktive valg, eller mere traditionelle redskaber, så som ændret incitamentstruktur inspireret af adfærdsøkonomi. I gennemgangen medtages projekter i et bredt geografisk område, som bl.a. dækker USA, Sydamerikanske lande, Europæiske lande og lande i Afrika.

Partnere:

European Expert Network on Economics of Education, Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Uddannelse, Unge, Idræt og Kultur.    

Resultater:

Forskning i brugen af nudging og relaterede adfærdsmæssige redskaber på uddannelsesområdet viser generelt lovende resultater i form af positive adfærdsændringer. Der er imidlertid et relativt begrænset antal studier på området, og det er derfor for tidligt at komme med anbefalinger til en generel implementeringsstrategi for nudging relaterede interventioner.  Positive resultater findes typisk i interventioner, der anvender påmindelser, giver lettere adgang til information, forbedrer deltagernes evner til at træffe beslutninger eller giver adgang til egentlig coaching, mentoring eller personlig assistance. Et fællestræk for disse interventioner er således, at de er designet til at reducere problemer med begrænset opmærksomhed og/eller kognitive begrænsninger (nogle gange i samspil med andre adfærdsmæssige barrierer) og derfor potentielt kan forbedre beslutningsprocesser.

Typisk er effekten af interventionerne størst for personer, der næsten agerer som ønsket. Der er også tegn på, at interventionerne er mere effektive for elever og studerende med lav socioøkonomisk status.

Projektet forventes afsluttet i foråret 2017.

Stikord:

Nudging, adfærdsmæssige barrierer.    

Projektgruppe

Publikationer

Ingen emner.

I pressen

Ingen emner.

Øvrige links

Ingen emner.