Måleinstrumenter (CDI)

Information om vurderingsredskaber af børns tidlige sprogudvikling

Det følger af dagtilbudsloven, at alle børn i alderen omkring tre år skal have foretaget en sprogvurdering. Formålet med denne sprogvurdering er at sikre, at børn fra en tidlig alder får den nødvendige støtte i deres dansksproglige udvikling. Det er nemlig altafgørende for et barns personlige og sociale udvikling, at barnet er i stand til at bruge sproget til at kommunikere med andre personer samt give udtryk for egne behov, følelser og holdninger. Derfor oplever vi også en større opmærksomhed på sprogvurdering af de mindste børn (yngre end tre år) i den pædagogiske praksis.

Forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter har – til dels sammen med andre forskere - været med til at udvikle fire forskellige vurderingsredskaber, der alle er autoriserede adaptationer og videreudviklinger af det amerikanske redskab MacArthur Bates Communicative Development Inventories (Fenson, Marchman, Thal, Dale, Reznick, & Bates, 2007). Dette instrument er blevet adapteret til mere end 60 sprog verden over (læs mere om det amerikanske instrument her: mb-cdi.stanford.edu. Se også Wordbank wordbank.stanford.edu, der er en åben database med data fra de forskellige CDI-undersøgelser, som er frit tilgængelige, herunder også danske CDI-data.

De fire redskaber skal ses som et supplement til de sprogvurderinger, som bliver gennemført på baggrund af Børne- og Socialministeriets sprogvurderingsmateriale (Sprogvurdering 3-6). Indtil nu er redskaberne primært blevet anvendt i forbindelse med forskning. Redskaberne er imidlertid også velegnet til anvendelse i forbindelse med den pædagogiske praksis som et værktøj til at følge børns udvikling og målrette den pædagogiske indsats overfor det enkelte barn.

Derfor stiller TrygFondens Børneforskningscenter nu disse redskaber til rådighed for såvel forskere som praktikere, der ønsker at anvende dem. Det drejer sig helt konkret om nedenstående fire redskaber.

 

VurderingsredskabAldersgruppeGennemføres afSproglige dimensioner
CDI-Sprogvurdering18-34 månederPædagogisk personaleOrdforråd, sprogbrug
CDI-I (ord og gestikulation)8-16 månederForældreGestik, ordforråd
CDI-II (ord og sætninger)16-36 månederForældreOrdforråd, sprogbrug, grammatik, sproglig kompleksitet
CDI-Kortform34-39 månederForældreOrdforråd

Den første (CDI-Sprogvurdering), er en nyudvikling af den forældrebaserede CDI-Kortform, og skemaet er udviklet så det kan anvendes af pædagogisk personale i dagtilbud, mens de tre andre skal udfyldes af forældre. CDI-I og CDI-II er udviklet fra 1999-2004 i samarbejde med forskere fra Syddansk Universitet, som vi gerne vil takke for deres bidrag, se nærmere i:

Bleses, Vach, Wehberg, Faber, & Madsen (2007) samt

Bleses, Vach, Slott, Wehberg, Thomsen, Madsen, & Basbøll (2008).

Alle redskaber er normrefererede på basis af store samples og gør det muligt at sammenligne det enkelte barns sprogudvikling sammenlignet med andre børn på samme alder.

De fire redskaber har fokus på væsentlige sproglige aspekter, som kendetegner den tidlige sprogudvikling, især udvikling af det tidlige receptive og produktive ordforråd og udvikling af kompleks sprogbrug. Du kan læse mere om de enkelte redskaber nedenfor, hvorfra de enkelte redskaber også kan downloades i PDF format. Alle redskaberne kan også anvendes til at vurdere tosprogede børns dansksproglige udvikling.

Vigtigt

Redskaberne er enkle at udfylde for pædagogisk personale og forældre. Det er alligevel afgørende, at man følger vejledningen for anvendelse af redskaberne og fortolkningen af resultatet nøje (se nærmere under hvert redskab). Ved enhver form for publikation af data baseret på et eller begge af forældreskemaerne, skal der refereres til de nævnte referencer.

Spørgsmål vedr. brug af redskaberne kan rettes til:

Anne Rathe (Projektkoordinator)

Kontakt

Anne Rathe

Projektkoordinator