Simon Calmar Andersen: ”Jeg vil råde regeringen til ikke skrue ned for timetallet”

Regeringen vil forkorte skoleugen med 1, 8 timer om ugen, men det er ikke en god idé, mener Simon Calmar Andersen.

I Politiken i dag forholder Simon Calmar Andersen sig til en ny undersøgelse af effekten af flere undervisningstimer over et helt skoleforløb fra 1. til 9. klasse, som er gennemført af forskere fra Rockwool Fondens Forskningsenhed og Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Undersøgelsen viser, at en times undervisning mere om ugen i dansk eller matematik over et helt forløb vil give højere karakterer for alle elever i snit målt på 9. klasses afgangseksamen. Effekten er størst for elever fra hjem uden uddannelse ud over folkeskolen og for drenge med ikke-vestlig baggrund.

Simon Calmar Andersen kalder undersøgelsen for ”metodisk solid” og udtaler til Politiken:  

-  På baggrund af den nye undersøgelse og min egen forskning vil jeg råde regeringen til ikke at skrue ned for timetallet.

Simon Calmar Andersen har i sin egen forskning påvist, at flere timer i undervisningen gavner eleverne mere end to lærere i klassen, hvis undervisningen har kvalitet og er varierende. 

Politiken: Flere timer i skolen giver bedre karakterer

Nyhedsarkiv