Forskerindlæg: Arbejdspres får lærere til at vælge Anders frem for Ahmed

Danske folkeskolelærere er ikke racistiske, men en undersøgelse viser, at de facto diskriminerer elever med mellemøstlige navne. Et stort forsøg viser imidlertid, at med reduceret arbejdspres kan denne diskrimination så godt som elimineres.

Af Simon Calmar Andersen, professor i statskundskab og centerleder, TrygFondens Børneforskningscenter og Thorbjørn Sejr Guul, adjunkt ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og fellow ved TrygFondens Børneforskningscenter.

Hvis dit barn trænger til et skoleskifte eller skal flytte fra specialklasse til almenklasse, har vi som forældre en forventning om, at den modtagende skole behandler anmodningen om at optage vores barn på præcis samme måde, som de ville behandle anmodningen fra ethvert andet barn i samme situation. Men sådan er det ikke nødvendigvis i den danske folkeskole. I hvert fald ikke hvis barnet hedder Ahmed.

I fire forskningsstudier har vi påvist, at danske folkeskolelærere er tilbøjelige til at diskriminere elever med anden etnisk herkomst alene på baggrund af deres navn. Resultaterne tyder ikke på, at de er racistiske, men at deres arbejdsbyrde de facto får dem til at diskriminere.

I en spørgeskemaundersøgelse med danske folkeskolelærere på mellemtrinnet beskrev vi således en case med en dreng, som havde socio-emotionelle vanskeligheder og skulle starte på skolen og bad læreren vurdere, i hvilket grad hun tilrådede, at drengen blev optaget i hendes klasse. Via lodtrækning havde vi imidlertid sørget for, at drengen i halvdelen af spørgeskemaerne hed Mathias og i den anden halvdel Yousef. Resultatet viste, at lærerne var mindre tilbøjelige til at optage eleven i deres klasse, når han hed Yousef, end når han hed Mathias.

For at undersøge, om diskriminationen af etniske minoritetselever skyldes, at folkeskolelærerne forbinder disse elever med svag socio-økonomisk baggrund, opdelte vi yderligere spørgeskemaundersøgelsen i to, hvor vi beskrev Mathias og Yousefs forældre som enten arbejdsløse og med sociale problemer eller veluddannede og i beskæftigelse. Det gjorde dog ikke nogen forskel for udfaldet, hvilket bestyrker, at det er drengens etnicitet, lærerne reagerer på.

Hvad det er ved drengens etnicitet, lærerne reagerer på, er imidlertid svært at sige, for vores andet forskningsstudie viser, at lærerne ikke er racistiske. Spørger vi de samme lærere, om de er villige til at optage flere børn med særlige behov på skolen generelt (og ikke i deres egen klasse), er der ikke forskel på, om drengen hedder Anders eller Ahmet. Det indikerer, at det springende punkt er, om lærerne bevidst eller ubevidst antager, at drengen vil øge deres arbejdsbyrde og tage tid og opmærksomhed fra de andre elever, som det er tilfældet, hvis han bliver optaget i deres klasse, men ikke hvis han blot begynder på skolen.

Denne tolkning finder støtte i vores tredje studie, som viser, at folkeskolelærere bliver mere villige til at optage en etnisk minoritetsdreng med socio-emotionelle vanskeligheder i deres klasse, hvis der følger ressourcer med i form af otte lektioner med støttelærer om ugen.

Stærkest støtte til tolkningen om arbejdspres finder vi dog i vores fjerde forskningsstudie. Her inkorporerede vi spørgsmålet om lærerenes villighed til at inkludere Mathias eller Yousef med særlige vanskeligheder i deres klasse i slutevalueringen af et andet projekt, hvor en tilfældigt udvalgt gruppe af lærere i en periode havde fået ekstra timer til at undervise i læsning og skrivning på mellemtrinnet. Da de således havde bedre tid til at nå det samme, var deres objektive arbejdsbyrde formindsket. Og det viste sig faktisk, at de lærere, som i en periode havde haft flere dansktimer i deres egen klasse, var mere villige til at optage Yousef i klassen end lærerne i en kontrolgruppe, som ikke havde fået ekstra timer. Også selvom lærerne ikke fremadrettet var blevet stillet flere timer i udsigt. Denne tolkning om, at diskriminationen opstår som følge af arbejdspres, støttes af anden forskning, der peger på, at en stor arbejdsbyrde skaber en kognitiv belastning, som får mange til ubevidst at trække på stereotype forestillinger, når de træffer beslutninger.

Selvom det set fra lærernes side måske kan være statistisk velbegrundet at forvente, at Ahmed vil medføre mere arbejdsbelastning i klassen end Anders, er det er urimeligt, at Ahmed blot på grund af sit navn skal behandles dårligere end Anders. Og det er uforeneligt med de universelle principper om lige behandling af alle borgere, som vores velfærdsstat bygger på.

Derfor er der brug for mere forskning i, hvorvidt forskelsbehandlingen skyldes ubevidst bias eller statistisk diskrimination, og hvordan man kan organisere lærernes arbejde, så de bliver mindre tilbøjelige til at diskriminere. Som vores studier viste, er det muligt at reducere tilbøjeligheden til etnisk diskrimination ved at reducere lærernes arbejdsbyrde, men det er formentlig ikke ligegyldigt, hvordan man gør. For eksempel kan man forestille sig, at støttetimer til en sårbar elev har større effekt end en generel reduktion af lærernes arbejdstid. Ligeledes skal løsningerne være bæredygtige og ikke blot medføre et normskred, hvor diskriminationen opretholdes, selvom arbejdsbyrden sænkes, fordi lærerne mentalt tilpasser sig det nye niveau.

I et bredere perspektiv er det også interessant at undersøge, om de samme mekanismer gør sig gældende på andre serviceområder, hvor offentligt ansatte som socialrådgivere, sundhedspersonale og politi skal træffe afgørelser om borgere i situationer med begrænset information og store arbejdsbyrder. I så fald er forskningen her blot første skridt i bestræbelserne på at undersøge, hvordan den offentlige forvaltning kan indrettes, så det reducerer tilbøjeligheden til illegitim diskrimination.

Indlægget er bragt i Politiken d. 6. marts 2019.

Nyhedsarkiv