Forsøg med turboforløb for fagligt udfordrede elever

26% af elever i 8. klasse blev i skoleåret 2014-15 vurderet ikke-uddannelsesparate. Dermed har de dårligere forudsætninger for at afslutte grundskolen med et resultat, der kan hjælpe dem videre til en ungdomsuddannelse. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har således afsat 20,8 mio. kr. i satspuljemidler til at gennemføre og evaluere effekten af 2-ugers turboforløb med intensivt fokus på elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. Turboforløbene afvikles på elevernes egen skole, i skoletiden, som et ekstra tilbud til de elever, der har brug for et fagligt boost og en styrket motivation.

Tilmeldes et tilstrækkeligt antal skoler, vil forsøgsordningen også evaluere, om en systematisk opfølgning med eleverne efter turboforløbet skaber vedholdende positive effekter, og om denne opfølgning bedst organiseres som et mentorforløb eller gennem smarte IT-nudges. 

Periode:

2016 – 2019.

Målgruppe:

Ikke-uddannelsesparate elever på 8. klassetrin

Antal deltagere:

Det forventes, at op mod 1.800 elever deltager i forsøgsordningen hvert år i tre år

Indsats:

Hensigten med turboforløbene er at skabe sikker viden om effekten af to forskellige turboforløb på elevers faglighed, trivsel og uddannelsesparathed på kort og på lang sigt.

Det ene turboforløb – ”Strategier til læring” har primært fokus på fagligheden, men samtidig arbejdes der med elevernes personlige kompetencer som nysgerrighed, vedholdenhed, og hvordan de strukturerer den faglige træning og lærer at tage ansvar og styring over egen læring i udskolingen. Det sker gennem udvikling af læringsstrategier og arbejdsteknikker.

Det andet turboforløb – ”Dit liv, din læring” – arbejder målrettet med at udvikle personlige kompetencer, som elevernes selvværd, tro på egen mestring og koncentrationsevne samt sociale kompetencer som samarbejde, støtte til andre og gruppearbejde. Ideen er at styrke de unges personlige og sociale kompetencer, så de kan blive bedre i stand til at modtage læring og dermed styrke deres faglige niveau.

Begge forløb bygger på en fælles basis af miljøskifte, udviklingstankesæt samt en kombination af styrkelse af faglige, personlige og sociale kompetencer.

Forskning:

Effekten af turboforløbene evalueres i et lodtrækningsforsøg med lodtrækning på skoleniveau. Skoler, som søger om deltagelse i forsøgsordningen, bliver ved lodtrækning placeret i enten Turbo 1, Turbo 2 eller i en sammenligningsgruppe. Alle tre grupper har adgang til sædvanlige indsatser for fagligt udfordrede elever, men ikke-uddannelsesparate elever i de to indsatsgrupper bliver også tilbudt at deltage i et 2-ugers turboforløb i foråret i 8. klasse.

Effekten af at få tilbudt et turboforløb evalueres på elevers faglige udvikling i dansk og matematik, samt på elevernes trivsel og uddannelsesparathedsvurdering i 9. klasse.

Eleverne vil blive fulgt i op til 3 år efter turboforløbets afslutning for at måle langsigtede effekter på elevens skoleresultater og senere uddannelsesvalg ved brug af administrative skoledata, spørgeskemadata og registerdata.

Partnere:

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Rambøll Management Consulting, VIA University College og Professionshøjskolen Metropol.

Resultater:

Forventes i 2019.

Tilmelding

Læs mere om Forsøg med turboforløb for fagligt udfordrede elever på Undervisningsministeriets hjemmeside.

I pjecen herunder kan du læse mere om forsøget:



Publikationer

Ingen emner.